NORSK SKOVKATTERING
DEN NORSKE SKOVKAT
ARRANGEMENTER
KALENDER
KØB OG SALG
VÆRKTØJER
FORUM
LINKS



Love og vedtægter
Relevant

Her kan du se vedtægterne for Norsk Skovkattering, Danmark. Benyt dig eventuelt af nedenstående links for at springe ned til en specifik paragraf.

Klik for at hoppe direkte ned til:

§1 Navn, Hjemsted samt tegningsretter
§2 Samarbejde/tilslutninger
§3 Formål
§4 Medlemmer
§5 Generalforsamling
§6 Klubbens hverv
§7 Kontingent
§8 Opløsning


§1 Navn, Hjemsted samt tegningsretter

Navnet på foreningen, der blev stiftet den 30. maj 1985, er Norsk Skovkattering, Danmark. Foreningen har hjemsted i Danmark ved formanden. Foreningen tegnes af formanden eller, i formandens fravær, af næstformanden. Kassereren eller formanden kan disponere over foreningens bank- og girokonto, hver for sig.

§2 Samarbejde/tilslutninger

  1. Norsk Skovkattering er en specialklub under Felis Danica.
  2. Foreningen samarbejder med racekatteklubber under FIFé, og interesseorganisationer eller klubber såvel nationalt som internationalt.
  3. I lande, hvor der ikke findes en racekatteklub under FIFé, samarbejder Norsk Skovkattering med den/de klubber der findes i landet.
  4. Foreningen samarbejder med organisationer, der arbejder for at skabe et bedre dyreværn generelt.

§3 Formål

  1. Foreningen skal virke for bevaring af racen Norsk Skovkat, som den er udviklet gennem generationers udvælgelse i naturen.
  2. Foreningen skal medvirke til at udbrede kendskabet til racen nationalt og internationalt.
  3. Foreningen skal fremme opdrættet af racen og rådgive vedrørende avl.
  4. Foreningen skal arbejde for at Norsk Skovkat kun bliver brugt til ren raceavl og ikke som led i eksperimentering med nye racer eller til ændring af allerede eksisterende racer.
  5. Foreningen skal hjælpe medlemmerne ved salg af Norsk Skovkat.

§4 Medlemmer

  1. Som medlemmer kan optages enkeltpersoner der godtager de formål, love og vedtægter, som til enhver tid er gældende for Norsk Skovkattering. Medlemmer af Norsk Skovkattering, Danmark er ved opdræt af racerene norske skovkatte forpligtet til at registrere samtlige killinger hos et FIFé-medlem eller i en organisation, der samarbejder med FIFé.
  2. Der skelnes mellem:
    1. Hovedmedlem
    2. Familiemedlem fra samme husstand som hovedmedlem.
    3. Æresmedlem, - et medlemskab som tilbydes den, der har gjort sig særlig bemærket ved sit arbejde for Norsk Skovkattering og/eller den Norske Skovkat. Æresmedlemskab opnås efter at en indstilling fra et flertal i bestyrelsen og vedtaget med mindst 2/3 flertal på en generalforsamling.
  3. Hvert medlemskab giver ved tilstedeværelse på generalforsamlingen ret til én stemme, såfremt medlemmet er fyldt 18 år, og såfremt medlemskontingentet er betalt rettidigt, senest 5. januar.
  4. Et medlemskab er at regne fra indbetalingsdatoen.
  5. Ophør af medlemskab sker:
    1. Ved skriftlig udmeldelse.
    2. Når et medlem, ikke inden den ordinære generalforsamling har betalt kontingent og/eller anden gæld. Et medlem, som af denne grund er slettet af medlemslisten, kan ikke genoptages som medlem, før betalingsforholdet er i orden.
    3. Et medlem kan suspenderes, såfremt vedkommendes opførsel strider mod foreningens vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemsforpligtigelser. Såfremt bestyrelsen ønsker at suspendere et medlem, med henblik på eksklusion, indkaldes medlemmet på først kommende bestyrelsesmøde til høring. Såfremt bestyrelsen ønsker at fastholde suspensionen, medtages det som et særligt punkt på dagsordenen på først kommende generalforsamling, og afgøres ved almindelig flertals beslutning.

§5 Generalforsamling

  1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er lovligt indkaldt.
  2. Den årlige generalforsamling afholdes i marts eller april. Stedet for afholdelse af generalforsamlingen, placeres under hensyntagen til medlemmernes geografiske fordeling.
    Bestyrelsen udarbejder dagsorden og sørger for skriftlig indkaldelse mindst 3 uger før generalforsamling afholdes, med indkaldelsen følger evt. forslag til vedtægtsændringer. Revideret regnskab kan rekvireres hos kassereren efter 1. februar.
    Følgende dagsorden bør som minimum indholde:
    1. Generalforsamlingens åbning.
    2. Valg af dirigent og referent.
    3. Valg af stemmetællere.
    4. Formandens beretning.
    5. Fremlæggelse af revideret regnskab.
    6. Fastsættelse af kontingenter og gebyrer.
    7. Forslag fremsat af medlemmer.
      Disse skal være bestyrelsen i hænde senest 1. november i året før generalforsamlingen, når det drejer sig om lovændringsforslag.
      Ændringer i foreningens love og målsætning afgøres med mindst 2/3 flertal. Andre forslag skal være formanden skriftligt i hænde senest 1. februar og afgøres ved almindelig flertalsbeslutning på generalforsamlingen. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
    8. Valg af bestyrelse og redaktør i henhold til §6.
    9. Eventuelt.
  3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes:
    1. Hvis fire af bestyrelsesmedlemmerne finder det nødvendigt.
    2. Hvis fire eller flere af bestyrelsesmedlemmerne frasiger sig deres hverv inden for samme valgperiode.
    3. På forlangende af mindst 1/4 af medlemmerne. En sådan begæring skal indeholde forslag til dagsorden.
    Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes skriftlig med fire ugers varsel.

§6 Klubbens hverv

  1. Bestyrelsen.
    1. Sammensætning:
      Består af 7 medlemmer (formand, næstformand, kassereren, 4 bestyrelses-medlemmer). Endvidere vælges 3 suppleanter.
    2. Valg:
      Formanden og bestyrelsens øvrige medlemmer vælges for 2 år ad gangen således at næstformand, kasserer og et bestyrelsesmedlem vælges i lige år og formand og 3 bestyrelsesmedlemmer i ulige år. Bestyrelsesmedlemmer skal være bosat i Danmark.
      Suppleanter vælges for 1 år adgangen.
      Kun ét medlem fra samme husstand kan indvælges i bestyrelsen.
    3. Virke:
      Bestyrelsen ledes af formanden, i dennes fravær af næstformanden, og indkaldes skriftlig så ofte det er nødvendigt. Suppleanterne har møde- og taleret ved bestyrelsesmøder.
      Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer er tilstede. Hvis et bestyrelsesmedlem frasiger sig sit hverv i valgperioden, indtræder suppleanten i bestyrelsen, som herefter rekonstituerer sig selv.
    4. Opstilles en kandidat som ikke er til stede på generalforsamlingen, skal der foreligge et skriftligt tilsagn fra denne kandidat, som sikrer at denne er villig til at modtage valg til bestyrelsen.
  2. Revisor.
    Vælges for et år af gangen. Revisoren er ansvarlig for gennemgang af regnskabet før hver generalforsamling. Udtræder en kasserer af bestyrelsen, kan denne ikke vælges som foreningens revisor i det kalenderår, der efterfølger kasserens udtræden af bestyrelsen. Der vælges en revisorsuppleant for et år af gangen.
  3. Ansvarshavende redaktør og redaktionsudvalg.
    Den ansvarshavende redaktør vælges på generalforsamlingen for 2 år af gangen og kan genvælges. Den ansvarshavende redaktør eller en stedfortræder for denne, som er medlem af redaktionsudvalget, har mødepligt og taleret ved bestyrelsesmøder.
    Den ansvarshavende redaktør sammensætter selv et redaktionsudvalg.
    Den ansvarshavende redaktør driver foreningens blad efter retningslinier fra og i samarbejde med foreningens bestyrelse.
    Den ansvarshavende redaktør fordeler selv opgaverne.
  4. Udstillings- og PR-udvalg.
    Formanden for udstillings- og PR-udvalget er et bestyrelsesmedlem, og er ansvarlig for udvalgets arbejde overfor bestyrelsen.
    Formanden sammensætter selv et udstillings- og PR-udvalg.
    Udvalget fordeler selv opgaverne.

§7 Kontingent

  1. Medlemskontingentet fastsættes på generalforsamlingen efter forslag fra bestyrelsen.
  2. Kontingentet andrager forskelligt beløb for: Hovedmedlemmer, der betaler fuld pris og familiemedlemmer, der betaler nedsat pris. Æresmedlemmer er kontingentfri.
  3. Kontingentet forfalder til betaling 1. januar hvert år.
  4. For nye medlemmer, som indmelder sig efter 1. august, dækker kontingentet også det følgende kalenderår. Nye medlemmer har ikke været medlem de to foregående kalenderår.
  5. Et medlem, som bliver ekskluderet, har ikke krav på at få tilbagebetalt kontingent.

§8 Opløsning

Beslutning om opløsning træffes på to efter hinanden følgende generalfor-samlinger, hvoraf den ene kan være ekstraordinær og med 2/3 stemmeflertal for forslaget, og hvis forslaget om opløsning har været med i indkaldelsen til generalforsamlingen.

  1. Placering af foreningens protokol, register, kartotek m.v. overdrages Felis Danica.
  2. Foreningens økonomiske midler tilfalder "Kattens Værn" og "Inge Sørensens Kattehjem" med halvdelen til hver.

- Vedtaget på generalforsamlingen, den 4. april 2009. -

Dansk English