SKOVKATTENS UDVIKLING

Skovkattens drægtighed er meget variabel. Alt mellem 61 og 67 dage er normalt.

Killingerne vejer normalt ca 100g ved fødslen. Der findes dog hunkatte der føder meget store killinger på 130g eller mere. De første 3-4 uger dier killingerne og de indtager ikke anden føde. De leger udelukkende i fødekassen, skubber lidt rundt med hinanden og sover sammen i klumper. Efterhånden som de nærmer sig de 4 uger bliver verden udenfor fødekassen mere og mere spændende og de forsøger at kravle ud. De er stadig meget usikre på benene og vakler rundt, men man bliver jo kun bedre ved at øve sig – og det gør de.

Når de først er begyndt at forlade fødekassen introduceres de for fast føde, og de begynder at gå på bakke. En killing er renlig fra fødsel, så hvis man sørger for at begrænse pladsen indtil den har styr på at gå på bakke (og man sørger for at holde bakken ren), så er der som regel ikke de store problemer. Man vil opleve at de voksne katte spiser i kravlegården og ofte går de også på bakke her; de skal jo vise killingerne, hvordan man gør.

Fra killingen er 3-9 uger bliver den præget rigtig meget, så i denne periode er det utrolig vigtigt, at man har den meget i hænder og at man sørger for at den møder en masse mennesker, så den oplever, hvor søde mennesker er. Hvis man bor i et stille hjem er det en god ide at sørge for, at der er noget larm enten med at have en radio kørende for fuld smæk, eller have fjernsynet kørende og skruet højt op. Og så skal man selvfølgelig ikke skærme den fra fra almindelige husholdningslyde; der skal både støvsuges, vaskes tøj – og emhætten skal da også køre.

Fra killingen er ca. 6 uger kan man lege med den med forskellige drillepinde og man kan observere mormis eller andre voksne katte lærer killingen at jage og hvordan ordentlig katteadfærd er. Det kan godt opleves lidt brutalt som tilskuer, men der er ingen fare for killingen og det er noget de små trolde skal igennem.

I tre-måneders alderen har killingerne udviklet sig til tykmavede, uldne spasmagere. I denne alder er der stor forskel på killingernes vægt. På dette tidspunkt er killingerne som regel harmoniske og velproportionerede, men det ændrer sig ofte i månederne der følger. Pludselig vokser kroppen meget og hovedet ser lille og morsomt ud på den store krop. Ugen efter er ørerne gået i gang med at udvikle sig til noget, der snarere burde sidde på en flagermus og en morgen kan halen nå om til næsen. Adfærdsmæssigt er der FULD FART PÅ. Al gang foregår i løb og hvis man kan springe, hoppe eller på anden vis virkelig bruge sin krop, så gør man det ????

Når killingen nærmer sig 10 måneder begynder de igen at blive mere harmoniske. Det er nu muligt igen at danne sig et indtryk af, hvordan den voksne kat kommer til at se ud. Der er stadig rigtig meget gang i den og hvis man vil undgå ballade, så er det klart bedst at sørge for at få stimuleret sin ungkat. Og hvis man har mulighed for det, så udover at lege med den, så er det en god ide med noget legetøj, der kan udfordre den mentalt.

Voksen kat - hvad så' ?

I 6-10 måneders alderen bliver kattene kønsmodne. Af den grund bliver de måske pludselig mere urolige og mister deres ellers gode appetit. Dette fortager sig hurtigt samtidigt med at katten bliver voksen og tager del i racens videreførelse. Hvis du vælger at få neutraliseret din kat fordi du ønsker at slippe for de problemer, der kan være forbundet med at have fertile katte, vil katten, få dage efter den er blevet kastreret/steriliseret, igen blive rolig.

Der findes mange skrøner om at skovkatten ikke må neutraliseres idet den så ikke vil vokse sig rigtig stor og udvikle pels. Faktum er, at den neutraliserede skovkat i reglen bliver større end den fertile.

Desuden har de neutraliserede skovkatte langt den største og flotteste pels. Den endelige udvikling af en Norsk Skovkat er ikke færdig før katten er ca. 3 år for en hunkat og ca. 4 år for en hankat. Først i denne alder har katten opnået sin maksimalvægt.

Skovkatten er en af de katteracer der opviser størst kønsdimorfi (størrelsesforskel på hanner og hunner). Hunkattene er ofte elegante med en fuldt udvokset vægt på 3,5 – 5.0 kg, hvorimod fuldvoksne hanner i reglen ligger på mellem 5,5 og 8.0 kg. Neutraliserede katte bliver normalt en smule større og lidt "tykkere" end de fertile racefæller.