PAKKELISTE / HUSKELISTE TIL UDSTILLING
Der er mange ting man skal huske til sin kat og til sig selv, når man skal på udstilling.
Allerede inden du kommer ind på udstillingen, skal du fremvise gyldige vaccinationsbevis på katten. Ved indgangen skal man desuden kunne fremvise bekræftelse på, at katten er tilmeldt, samt at der er betalt for at deltage.
Du har brug for burgardiner til siderne og toppen af buret, et tæppe til at lægge i bunden af buret og eventuelt en hule, katteseng eller hængekøje. Alt dette er med til at skabe en ”tryg bolig” til din kat. Der kan også medbringes pynt til buret, visitkort og et billede eller mappe, som viser hvem katten i buret er.
Andre ting der også er brug for er vandskål og en madskål. Der findes nogle, som kan hænge på buret så katten ikke vælter dem, men andet kan også bruges. Det kan være en god ide selv at medbringe lidt af det mad, katten spiser hjemme, selvom der ofte ligger små sponsorerede foderposer på udstillingerne.
Så er der brug for en kattebakke og grus. Hvis katten bruger kattebakken, er det godt at have grusskovl, vådservietter, køkkenrulle og små skraldeposer med.
Det kan også være en god ide at have lidt legetøj til katten – evt. en ”drillepind” til at fange kattes opmærksomhed med og til lidt aktivitet og lidt godbidder eller vådkost.
Til at gøre katten klar til præsentation for dommeren, er det godt at have en kam og/eller børste, pelsprodukter og mange foretrækker et bord eller andet som katten kan stå på når den gøres klar.
Til dig selv, kan det være godt med en stol (kan tit lånes i hallen), lidt sødt til ganen, evt. lidt mad, men ofte er det ikke velset at medbringe mad i hallen, da der ofte er cafeteria som kan benyttes. Husk påklædning efter årstiden og måske en lun trøje, da hallerne kan være kølige.
Standhaverne på udstillingerne har ofte tilbud der frister, så det er godt at medbringe kontanter, de fleste tager dog kreditkort eller MobilePay.
Det vigtigste at huske:
Katten
Vaccinationspapirer
Tilmelding og kvittering
Burgardiner
Tæppe til bund
Evt. hule, katteseng, legetøj m.m
Mad- og vandskål samt mad til at hælde i
Kattebakke, kattegrus, grusskovl, små poser og køkkenrulle m.m
Kam/Børste og hvad du ellers bruger til klargøring af din kat
Godt humør og sportsånd.