Norsk Skovkattering

FAQ - OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Her vil Norsk Skovkattering prøve, at svare på nogle af de spørgsmål, vi oftest hører om den Norske Skovkat. Der findes selvfølgelig mange andre spørgsmål, så hvis du går med tanker om at anskaffe dig en Norsk Skovkat, kan det varmt anbefales, at du kontakter nogle opdrættere og stiller dine spørgsmål dér. De fleste opdrættere vil rigtigt gerne svare på spørgsmål, og på opdrætterlisten her på siden, finder du opdrættene i klubben og ellers er udstillingerne et sted, hvor der er god mulighed for både, at møde opdrættere og se og hører om katten. 

 

Hvor stor bliver den Norske Skovkat?
En fuldvoksen hunkat vejer typisk 3,5-5 kg, mens en voksen han som regel vejer 5-8 kg. Dette kan naturligvis variere og neutraliserede katte vejer som oftest mere end den fertile kat.

 

Skal den Norske Skovkat børstes meget?
Norske Skovkatte kræver generelt ikke megen pelspleje. I fældetiderne kan det være nødvendigt, at rede dem godt igennem relativt ofte, for at få alle de løse hår af og undgå at det kommer ”klotter” i pelsen. De fleste Norske Skovkatte kan godt lide at blive redt/børstet, og det er godt at lære dem dette fra de er små, så de er vant til at blive håndteret. Læs i øvrigt mere her.

 

Kan den Norske Skovkat trives i en lejlighed?
Norske Skovkatte trives fint som inde-katte, og man kan sagtens have dem i en lejlighed. De elsker at være i højden og have overblik, så det kan være en rigtig god ide med høje kradsetræer eller andet højt, de kan være på. Det er også altid en god ide at lege med katten, så den får brugt lidt energi.

 

Hvad koster en Norsk Skovkat?
Priserne varierer en del, og der er mange ting der spiller ind, når prisen på en kat skal sættes – hvor mange vacciner har den, er forældrene testet og scannet for sygdomme, hvad er der med i ”pakken”, når man køber sin kat, er det en killing eller en voksen kat og meget andet. Nogle opdrættere skelner prismæssigt mellem katte til avlsbrug og katte til kæl (katte til kæl er som regel neutraliserede, inden de flytter fra opdrætter). Kælekatte/udstillingskatte koster typisk fra 6.500 kr., men afvigelser kan naturligvis forekomme. Prisen på avls- og udstillingskatte kan variere meget, så det må anbefales, at man tager en snak med opdrætterne, hvis man ønsker en avlskat.

 

Hvordan finder jeg en killing?
Der er mange Norske Skovkatte opdrættere over hele verden, og racen er ret populær også i Danmark. Er man på udkig efter en killing, er det en god idé at besøge en katte udstilling og tale med udstillerne eller kigge på Norsk Skovkatterings killingeliste her på siden eller på Facebook, hvor medlemmerne kan sætte deres killinger til salg.

 

Skal man vælge en han eller en hun?
Det afhænger selvfølgelig af, hvad man skal/vil med katten, og hvad man ønsker sig. Hvis katten skal være kælekat (dermed oftest neutraliseret ved køb), er der ikke den store temperamentsforskel på hanner og hunner. Den væsentligste forskel er nok at hannerne, som nævnt ovenfor, bliver større end hunnerne. Det er også altid godt at tale med opdrætter om killingens temperament, så man finder en killing, der passer godt til ens familie og den måde ens liv er indrettet på. Dette er også vigtigt, hvis du allerede har en kat og ønsker at anskaffe dig en mere.

 

Jeg har en kat der ligner en Norsk Skovkat, kan den være ægte?
Norsk Skovkat er en naturligt udviklet race, og mange halvlanghårede katte kan ligne Norske Skovkatte, men den eneste måde man kan afgøre om katten er "ægte", er ved at kigge på dens stamtavle. I følge forbrugerklagenævnets afgørelse, er en kat uden stamtavle ikke en ægte racekat, men regnes som en gård/huskat og bør have et prisniveau på mellem 500 og 1000 kr.

 

Hvad foder skal jeg bruge til min Norske Skovkat?

Det er altid en god idé at snakke med opdrætter om, hvad din killing/kat har fået, inden den flytter hjem til dig. Vil du gerne skifte til andet foder, skal dette ske over tid, da du ellers kan komme ud for, at katten får dårlig mave. Men husk når du skifter foder, at katte er kødædere, så de har brug for protein og ikke så mange kulhydrater. Du kan også vælge at supplere med råt kød, afpuds fra aftensmaden, kylling, mørbrad eller noget hakkekød. Nogle katte er glade for daggamle kyllinger. Du må prøve dig frem og finde det der gør, at din kat trives og er glad. Læs mere her

 

Kan min kat lære at gå i sele?

Ja, det kan den. Nogle katte går bare i første forsøg, andre skal lige have lidt mere tid, men når først de har vænnet sig til det, så er de vilde med at komme ud på tur. Køb en sele der passer din kat i din dyrehandel, og husk at din kat har meget pels, så selen skal kunne spændes ind uden at stramme.