NORSK SKOVKAT - EN RACEKAT
Man kan få masser af katte uden stamtavler, men ikke en Norsk Skovkat.
Norsk Skovkat
En Norsk Skovkat har en stamtavle, der er din garanti for kattens afstamning. Med en stamtavle kan du være sikker på, at der kun ligger norske skovkatte bag (og ikke et mix af racer og/eller huskatte), og at katten derfor vil have et bestemt udseende og temperament.
Fordelene ved at købe en kat med stamtavle
For at kunne få udstedt stamtavler skal opdrætteren være registreret under et forbund. Registrerede opdrættere er forpligtet til at overholde den overordnede forenings love og etiske regler. Der er bl.a. regler for sund avl, tests, udseende og en skreven minimumsstandard for, hvordan kattene skal have det og de forhold, de som minimum bør leve under.
Når en registreret opdrætter laver et kuld killinger, så skal ALLE killingerne registreres og have deres egen stamtavle. Ved salg skal stamtavlen følge katten sammen med en skreven kontrakt, en pasningsvejledning, information om sundhedstjek samt vaccination(er). Registrerede opdrættere er underlagt købeloven og betragtes i den forbindelse som erhvervsdrivende, så skulle der opstå en tvist mellem den registrerede opdrætter og køber, så har køber altid mulighed for at klage enten til opdrætterens klub eller til forbrugerklagenævnet.
Ved opdræt af racekatte sker parringen styret. Dvs. opdrætteren vurderer og vælger, hvilke katte, der skal parres med hvem og hvornår. Der findes visse genetiske sygdomme, som er mere eller mindre udpræget hos katte. Disse sygdomme prøver en registreret opdrætter bevidst at avle udenom, fordi man har kattens sundhed for øje.
En registreret opdrætter er ansvarlig og opdrætter i kærlighed til, samt respekt for kattene og ikke bare for sjov eller for at tjene penge. Ansvarligt opdræt er ofte forbundet med en hel del udgifter. Dette kan være alt fra dyrlæge, medlemskaber, kvalitetsfoder, sundhedsattester, scanning/gentests af forældredyr samt leje af hankat. Derudover skal man også lægge en god portion penge til side til de pludselige ting, der kan ske når man opdrætter: kejsersnit, killinger der skal håndopflaskes mm.
Mange registrerede opdrættere stiller sig til rådighed med livslang rådgivning. Det kan nemlig være rigtig svært, når man som 1. gangs ejer pludselig står med en kat, som opfører sig anderledes end normalt. Er den syg? Skal jeg kontakte dyrlægen? Mistrives den? etc. Her vil den registrerede opdrætter i mange tilfælde kunne give gode råd og vejledning.
En “Norsk Skovkat” uden stamtavle = en huskat.
Vidste du, at en racekat solgt uden stamtavle betragtes som en huskat af Forbrugerklagenævnet, og at en sådan kat har en værdi af 500,- til 1.000,- kr.!
Der findes mange, som sælger “skovkatte uden stamtavler”. Disse katte koster typisk et sted imellem 2.000-3.000 kr. og er som ofte hverken neutraliseret, sundhedstjekket eller vaccineret. Dette skal foretages for købers regning/risiko og lægges disse omkostninger oveni købsprisen, så ender man på omtrent samme beløb, som det en Norsk skovkat fra en registreret opdrætter koster.
Det er ikke stamtavlen, der sætter prisen på en racekat, den koster faktisk kun 225 kr. Det, der sætter prisen på en Norsk skovkat fra en registreret opdrætter, er alt det andet, som er nævnt tidligere.
Køber man en ”skovkat uden stamtavle”, så bør man vide, at dette køb som udgangspunkt ikke er omfattet af købeloven. Skulle der opstå en tvist, katten bliver syg og/eller mener man ikke man har fået det man har betalt for, så er ens klagemuligheder begrænsede.