Norsk Skovkattering

PELSPLEJE


Den Norske Skovkat er en naturkat, hvis pels består af dækhår og underuld. Dækhårene skal være stride og skærme katten fra vind og vejr, og underulden skal holde katten varm. Fra naturens hånd er skovkatten skabt til selv at kunne holde sin pels, og det kan de fleste skovkatte også sagtens. Der er derfor som regel ikke meget arbejde i at holde pelsen hos den Norske Skovkat. Ikke desto mindre, er det en god idé at vænne katten til at blive redt regelmæssigt fra den er killing, så katten er vant til det, hvis behovet opstår.

Selvom din kat selv er god til at holde sin pels, kan det være en rigtig god idé, at rede katten i fældeperioden, for at hjælpe den med at komme af med alle de løse hår nemmere og hurtigere.

Vi anbefaler altid en bredtandet stålkam af god kvalitet, da man med den kan komme helt i bund, når man reder katten. En børste er okay til at hygge med, men den tager kun lige overfladen af pelsen.